Hvordan Resino fik automatiseret etikettering og fyldning af malerspande
Resino Trykfarver A/S er en dansk virksomhed der udvikler, producerer og sælger trykfarver til tryk på vanskelige substrater, samt løsninger til komplekse trykopgaver. Resino er globalt førende inden for trykfarve til pølseskind og non-woven hygiejne materialer, såsom bleer. Derudover har de en stærk position med trykfarver til fødevareemballage, krympeposer, Pharma og medico.
I starten af 2022 tog Resino kontakt til PPS Automation, med et behov for at få lavet en automationsløsning. Resino skulle investere i en ny, stor fyldelinje, og dertil ville de gerne have automatiseret den manuelle proces med at tage en spand fra stakke på en palle, digitalt printe og påføre en etiket, og sætte spanden på fyldelinjen.
3-i-1 løsning
Der findes ikke noget standardudstyr der kunne imødekomme udfordringen, og det var derfor nødvendigt med en specialbygget løsning. Resino var bekymret for, om opgaven kunne løses, men efter en grundig indledende dialog om behov og ønsker, samt vejledning fra PPS, blev en mulig model skitseret. Med udgangspunkt i denne og gennem løbende dialog, byggede PPS en robotbaseret løsning. Denne omfatter afpalletering af spande ved hjælp af en UR10e kollaborativ robot, hvorefter fuldfarve etiketter printes og påføres direkte på spandene.
Løsningen er unik fordi det fulde etiket-layout inline printes i farver, baseret på informationer modtaget fra Resinos ERP-system. Derefter påsættes etiketten på en konisk spand og spanden sættes på et indfødningstransportbånd på fyldelinjen. Med denne løsning elimineres behovet for et indfødningssystem på fyldelinjen, da vi udnytter at robotten allerede skal gribe om hver spand i forbindelse med etikettering.
Med UR10e’s force feedback funktion lokaliseres kanten af spanden, og med en specialudviklet 3D-printet griber lokaliseres og fikseres hanken på hver spand. Dermed kan spanden løftes uden at hanken får fat i spandene længere nede i stakken.
“PPS er nørdede på den gode måde. De er løsningsorienterede og går engageret ind i opgaven; også selvom det ikke var en hyldevare, men en opgave der krævede en specialbygget løsning. Vi har været meget glade for samarbejdet, og vi håber der bliver mere af det i fremtiden.”
Se en kort video af automationsløsningen til Resino Trykfarver
En løsning der bidrager til øget bæredygtighed
Som i de fleste andre brancher, er der stigende krav til både produktsikkerhed, bæredygtighed og social ansvarlighed. Resino stræber konstant efter at forbedre virksomhedens miljøpåvirkning ved fx at fokusere på grøn energi, forbedre systemer og arbejdsprocesser, og sende emballage til genbrug. Dette falder meget godt i tråd med løsningen PPS Automation har leveret til deres produktion.
”Arbejdsmiljømæssigt har løsningen givet et stort løft, da medarbejderen slipper for dårlig arbejdsstilling og en gentagen, manuel handling. Derudover har vi fået en arbejdsstation der ikke skal bemandes, hvilket frigiver en medarbejder til andre opgaver.”
Automationsløsningen bidrager i høj grad til både mindskning af spild og bedre arbejdsmiljø. Idet spanden først fyldes med farve, når der ligger en ordre klar, skal der ikke stå en masse spande med farver på lager, der risikerer at blive for gammel. Derudover printes etiketterne også først når ordren på den specifikke farve er klar, og dermed er der ikke nogen spildte etiketter.
Løsningen har desuden bidraget til øget trivsel blandt medarbejderne, da den hidtil manuelle proces er blevet automatiseret. Tidligere blev opgaven håndteret af en medarbejder, men det var en slidsom opgave med dårlig arbejdsstilling og gentagne bevægelser.
Derudover opleves en øget fleksibilitet i medarbejderstaben, da automationsløsningen har frigivet en medarbejder, der kan varetage andre, mere værdiskabende opgaver.